mykorrhiza (fejlagtigt: mykoriza)

Mykorrhiza er et naturligt og meget gavnligt forhold mellem planters rødder og svampe. Det er en symbiose, hvor både planten og svampen drager fordel: planten forsyner svampene med organiske stoffer (især sukker dannet ved fotosyntese), og svampen hjælper til gengæld planten med at optage vand og næringsstoffer fra jorden mere effektivt, især fosfor og kvælstof.

Svampetrådene (myceliet) kan trænge langt dybere ned i jorden og er finere end plantens rødder, hvilket væsentligt udvider plantens rodsystem. Resultatet er bedre vækst, større modstandsdygtighed over for stress, tørke og patogener samt en generel forbedring af plantens vitalitet.

Typer af mykorrhiza:
Ektomykorrhiza – svampen omgiver roden, men trænger ikke ind i dens celler (typisk for træarter som fyrretræer, egetræer og birketræer),
Endomykorrhiza (arbuskulær) – svampene trænger direkte ind i rodcellerne (almindelig hos grøntsager, græs, urter og vinranker),
Erikoid mykorrhiza – specifik for visse syreelskende planter som rododendroner eller blåbær.

I praksis anvendes mykorrhiza også i stigende grad målrettet – i form af præparater indeholdende mykorrhizasvampe, som påføres direkte ved rødderne ved plantning. Resultaterne ses især hos planter, buske og træer, der vokser over lang tid.

For haveejere udgør mykorrhiza en naturlig og økologisk måde at fremme sund plantevækst uden overdreven gødning. Det er samtidig en vej til bæredygtig dyrkning med respekt for jordens mikroorganismer.

Mykorrhiza eller mykorhiza?
Begge udtryk, mykorrhiza og mykorhiza, bruges, men det korrekte (og mere faglige) udtryk er mykorrhiza – med »h«.

Ordet stammer fra græsk:
»mykes« = svamp
, »rhiza« = rod

. Bogstaveligt talt betyder det altså »svamp-rod« – altså en symbiose mellem plantens rod og en svamp. I daglig tale (især i ikke-faglig havebogslitteratur) støder man af og til også på formen mykoriza, men den er snarere en forenklet udgave.