Semiokemikalier

Et semiochemikalie er et kemisk stof, der fungerer som informationsbærer mellem organismer. I naturen bruges de især af insekter, planter og dyr til at kommunikere med hinanden – for eksempel til at tiltrække en partner, advare om fare, markere territorium eller signalere tilstedeværelsen af føde. I bredere forstand er der tale om kemiske signalstoffer, der har en økologisk funktion – de angriber ikke, de ødelægger ikke, men de påvirker andre organismers adfærd.

Tip: Hveps og hornisser kommunikerer med hinanden ved hjælp af sådanne kemiske stoffer, når der er fare på færde. Læs mere om dette i artiklen om de frygtindgydende hveps.

Grundlæggende typer af
semiochemikalier – Feromoner – stoffer til kommunikation mellem individer af samme art (f.eks. udskiller hunnen et seksuelt feromon, der tiltrækker hannen).
– Allelokemikalier – stoffer, der virker mellem forskellige arter, og som f.eks. inddeles i kairomoner (fordelagtige for modtageren), allomoner (fordelagtige for afsenderen) eller synomoner (fordelagtige for begge parter).

Inden for landbrug og havebrug har semiochemikalier især praktisk anvendelse i forbindelse med biologisk plantebeskyttelse. De hjælper med at:
– fange skadedyr ved hjælp af feromonfælder,
– at overvåge forekomsten af insekter i frugtplantager eller drivhuse,
– at reducere mængden af sprøjtemidler takket være målrettet beskyttelse,
– eller endda at vildlede skadedyr ved hjælp af såkaldte forstyrrende feromoner, som forhindrer hannerne i at finde hunnerne.

Semiochemikalier er miljøvenlige, da de hverken skader nyttige insekter eller mennesker og ikke griber ind i fødekæden. Deres anvendelse hører til blandt de moderne og økologiske redskaber inden for integreret plantebeskyttelse.