Æbletræer

Brunfarvning af æblernes frugtkød er en sygdom af fysiologisk oprindelse, som forekommer i øget omfang, når der efter en varm og tør sommer kommer kraftigere regnfald i september. Som følge af det øgede vandindtag vokser frugterne hurtigt, men de har et mere tyndt frugtkød og modnes derfor for tidligt, hvilket får frugtkødet til at blive brunt. Høje temperaturer på høsttidspunktet og i begyndelsen af opbevaringen fremmer også sygdommens opståen. Sorterne Ontario og Jonathan er mest udsat for brunfarvning af frugtkødet.

Æblers pletdannelse er en fysiologisk sygdom, hvis hovedårsag er mangel på tilgængeligt kalk i jorden. Sygdommen kommer stærkere til udtryk i tørre og varme år med ringe nedbør, i år med ringe høstudbytte og på jord, der er kraftigt gødet med staldgødning og ekskrementer fra små husdyr. Pletplet rammer oftest Cox’s Renet og dens forholdsvis udbredte krydsninger (f.eks. Dukát, Šampion, Clivia m.fl.), men forekommer også på andre sorter. På frugternes overflade viser det sig som mørkegrønne fordybninger, under hvilke der findes brune øer af dødt frugtkødsvæv, der ofte strækker sig ned til en dybde på 5-10 mm. Lignende symptomer ses ofte også på Jonathan-æbler. Denne pletdannelse rammer dog kun skallen på Jonathan-æblerne og trænger ikke ind i frugtkødet.

Også glasagtighed hos æbler er en fysiologisk lidelse, som ofte viser sig på frugterne allerede inden høsten. Den begynder som regel omkring kernehuset, men trænger undertiden helt ind under frugternes skræl i form af mørkegrønne, olieagtige pletter. Når man skærer de glasagtige æbler over, drypper der vand ud, som er trængt ind i mellemrummene mellem cellerne. Dannelse af glasagtighed fremmes af store temperatursvingninger mellem dag og nat i slutningen af sommeren samt en sen æblehøst. Da det ikke rammer alle sorter, er det også en sortspecifik egenskab. Det forekommer hyppigst hos sorterne Clivia, Dukát, Cox’s Renet, Starking, Ontario og Gloster.

Blodlusen (Eriosoma lanigerum) er blandt haveejere bedre kendt under det forkerte navn »blodlus«. Den hører dog ikke til bladlusene, der suger plantesaft fra bladene på de angrebne planter, men til uldlusene, der suger på barken af unge skud og ældre grene og er kendetegnet ved udskillelsen af voksagtige fibre. Disse voksfibre, der ligner vat, dækker ofte hele kolonien af den blodrøde uldlus fuldstændigt. Der opstår ofte revner eller hævelser på det sted, hvor skadedyret suger. Den blodrøde uldlus skader kun æbletræer blandt frugttræerne. Den overvintrer i larvestadiet i revner i barken eller på træernes rodhals. Larverne forlader deres vinterkvarter fra slutningen af april. De første kolonier af skadedyret med de typiske vatrige udskillelser kan observeres på æbletræerne allerede i anden halvdel af maj. Den kan have op til 10 generationer om året.

Plantainbladlus (Dysaphis plantaginea) (Pass.), syn. Sappaphis mali (Ferr.), (Homoptera, Aphididae) – hører ikke blot til de mest udbredte, men også til de mest skadelige arter af bladlus på æbletræer. Hos os forekommer den praktisk talt i alle frugtdyrkningsområder, hovedsageligt på æbletræer, i langt mindre grad på røn, kvæde og spindeltræer. Ved at suge på bladene forårsager bladlusen først kraftig krølning og vridning af bladene, senere gulning og bladfald. Om foråret danner den talrige kolonier af individer, ikke kun på bladene, men også på unge skud, som bliver forkrøblede og deformerede. Stærkere skader på træet viser sig også i frugternes udvikling, som ikke udvikler sig og ikke modnes.

Den marmorerede svøbebille (Lobesia botrana) er en sommerfugl med et vingefang på 18–20 mm og lange, tynde følehorn. Vingerne er perlegrå, og forvingerne har små rustfarvede pletter med tre let skrå striber: én ved basis, én i midten af vingen – udvidet i midten – og én apikal, mørkt afgrænset af en lysere zone. Hoved og bryst er hvide med brune nuancer, og bagkroppen er grå. Ægget er rundt, med en diameter på 0,6–0,7 mm, med fine, polygonale riller. Æggene er først gule, men bliver efterhånden gennemsigtigt grå. Larven er smal, gullig-grøn til grågrøn med et brunligt-gult hoved og brystskjold. Den er meget bevægelig. Når den forstyrres, falder den nedad og hænger i en silkefiber. Puppen er mørkebrun og slank. På den øverste del af bagkroppen har den veludviklede grupper af torne.

De voksne insekter er 6–7 mm lange og har et vingefang på 13–15 mm. Puppen overvintrer i faste, spindelformede kokoner i skjulesteder. Den første generations voksne biller dukker op, når planten har dannet 3–4 blade, og de første blomsterstande er ved at danne sig. Hunnerne lægger æggene enkeltvis på blomsterknopperne eller på deres stilke. En hun lægger ca. 60–100 æg. Den embryonale udvikling varer 10–12 dage. De unge larver borer sig ind i blomsterknopperne og æder de reproduktive organer derinde. Knopper og blomster bliver indviklet i spindelvæv. Udover blomster kan de også æde bladene. Nogle gange borer larverne sig ind i blomsterstandens stilk eller en ung skud.

Pupperne overvintrer i nedfaldne blade. Den første generations voksne insekter dukker op i første halvdel af april og i begyndelsen af maj. Hunnerne lægger æggene enkeltvis på bladets overside. Larverne gnaver først en smal gang, som senere udvides og måler 5–30 mm. I slutningen af juni klækkes den anden generation, og i august og september klækkes den tredje generation. Larverne æder flade miner på bladene. Ved kraftig angreb bliver bladene brune og kan falde af. Stærkt angrebne planter er mindre modstandsdygtige over for frost om vinteren.

Frugtminereren (Lyonetia clerkella) hører til blandt de mest kendte og skadeligste minerende skadedyr på frugttræer, især æbletræer. Under vores forhold kan den have to eller tre generationer om året. Den overvintrer i puppe-stadiet, indkapslet i tætte, hvidlige kokoner, der er fastgjort til barken på stammerne eller grenene af de angrebne træer. Forårsklækningen og den massive sværm af sommerfugle finder som regel sted i æbletræernes blomstringsperiode. Efter parring lægger hunnerne æggene enkeltvis på undersiden af bladene. De udklækkede larver trænger direkte fra æggeskallen ind i bladene og gnaver sig gennem det indre væv. Derved dannes de karakteristiske miner, hvor bladskallen forbliver intakt. Larverne bevæger sig rundt i minerne, og derfor er deres ekskrementer også anbragt i spiralform (deraf skadedyrens slovakiske navn). De voksne larver forlader minerne og kravler ned ad tynde tråde til de lavere dele af trækronerne. Larverne fra første og anden generation forpupper sig for det meste på bladene, mens larverne fra den overvintrende generation hovedsageligt forpupper sig på træstammer og grene. En lille procentdel af kokonerne findes dog også hos denne generation på bladene eller i æblernes blomster- eller stilkfordybninger.

Bladlus er de mest kendte og udbredte skadedyr på frugttræer. Deres skadevirkning består først og fremmest i, at de suger plantesaft i så store mængder, at de ikke kan udnytte det hele. Derfor forurener de de lavere liggende blade med klæbrige dråber af saft, der er passeret gennem deres fordøjelseskanal (den såkaldte honingdug), hvorpå der senere udvikler sig sodskimmel. Bladlusenes skadelighed forstærkes også af, at de på kort tid formår at formere sig ekstremt hurtigt. Ud over at suge plantesaft forårsager de også skade ved at overføre forskellige virussygdomme (f.eks. blommetræets skrukkesyge). Alle arter af bladlus overvintrer i form af æg på forskellige frugttræarter. Nogle arter flyver (migrerer) i begyndelsen af sommeren til sommerværtsplanter, hvorfra de om efteråret vender tilbage til frugttræerne og lægger deres overvintrende æg. Andre arter forbliver på frugttræerne gennem hele vækstperioden.

Spiralbladet minérflue er en af de mest kendte og skadelige minérfluer på frugttræer, især æbletræer. Under vores forhold kan den have to eller tre generationer om året. Den overvintrer i puppestadiet, indkapslet i tætte, hvidlige kokoner, der er fastgjort til barken på stammerne eller grenene af de angrebne træer. Forårets klækning og den massive sværm af sommerfugle finder som regel sted i æbletræernes blomstringsperiode. Efter parring lægger hunnerne æggene enkeltvis på undersiden af bladene. De udklækkede larver trænger direkte fra æggeskallen ind i bladene og æder deres indre væv.

Æblevikleren (Cydia pomonella) er velkendt for alle haveejere, da den er årsagen til den velkendte orm i æblerne, og selv de mest ihærdige modstandere af kemisk plantebeskyttelse har indset, at det ikke er muligt at dyrke sunde æbler uden at behandle æbletræerne mod denne skadedyr. De ormede frugter bliver nemlig oftest angrebet af moniliaråd, ofte allerede mens de hænger på træerne. Ud over æbletræer skader den også pæretræer. I de varmere områder af Slovakiet har æblevikleren to generationer om året. Den overvintrer i forskellige skjulesteder i stadiet som voksne larver. Om foråret forpupper den sig, og sommerfuglene fra den første generation sværmer i maj og juni, mens den anden generation sværmer i løbet af juli og august.

Æblebladsbillen (Hoplocampa testudinea) forårsager tidlig orm i æbler. Den overvintrer i jorden som fuldvoksne larver. Om foråret forpupper den sig, og de voksne æbleborere sværmer i æbletræernes blomstringsperiode. Hunnerne lægger æg i bægerbladene på æbletræernes udblomstrede blomster (fig. 1). De udklækkede larver gnaver en gang under skallen på den unge frugt (fig. 2 og 3), over hvilken skallen sprækker under frugtens vækst, og der dannes et slangelignende ar på det opståede sår, der som regel udgår fra bægerhulen (fig. 4). Disse frugter forbliver på træerne indtil høsten, men de er et tegn på, at æbleboret forekommer i den pågældende plantage, og at der ikke er blevet gjort noget for at bekæmpe det. De ældre larver æder frugternes indre, hvorved de falder af før tiden. Æbleboreren har kun én generation om året. Den forårsager mest skade på de tidligt blomstrende sommer- og efterårssorter af æbler.

Æbleblomsterbille (Anthonomus pomorum); de voksne biller er 3,5–4,5 mm lange. De overvintrer i forskellige skjulesteder, hvorfra de om foråret flyver over til æbletræets spirende knopper, som de æder. Æggene lægges i de endnu uudviklede blomster. En hun lægger ca. 20 æg. De udklækkede larver æder gradvist alle dele af blomsten, og blomsten forbliver lukket med brunede kronblade (ligesom ved frostskader). Larven forpupper sig også i denne blomst. Den udklækkede bille æder i en kort periode af æbletræets blade, hvorefter den begiver sig til et beskyttet sted, hvor den i den såkaldte sommerdiapause (hvilefase) forbliver indtil efteråret, før den begiver sig til sit vinterkvarter.

Æble-hvidskimmel Æble-hvidskimmel (Podosphaera leucotricha) er, sammen med skurv, den økonomisk set næstvigtigste sygdom hos æbletræer. I modsætning til skurv angriber den dog primært blade og skud, hvor den danner et tæt, melagtigt belægning. Inficerede blade krøller sig sammen, visner og falder af før tid. Sygdomsfremkalderen overvintrer i form af mycelium i æbletræernes blomster- og bladknopper. Om foråret vokser der syge blade eller bladrose ud af disse knopper (den såkaldte primære infektion). Hvis de ikke fjernes fra træerne, udgør de en kilde til den såkaldte sekundære infektion af blade og skud i den følgende vækstperiode. Spredningen af æblemeldug fremmes af varmt og tørt vejr i forårsmånederne, altså i den periode, hvor træerne vokser kraftigt.