Prydplanter

Forskellige svampearter og bakterier af arten Pseudomonas marginata bidrager til forringelsen af gladiolusknolde i vækstperioden eller under opbevaring. Tørrådne, der ofte ender med mumificering af knoldene, forårsages af svampen Fusarium oxysporum f. sp. gladioli. Den viser sig som et hvidt eller lyserødt mycelium på knoldenes overflade. Et gråt svampelag og hjerteformet rådne i knoldene skyldes svampen Botrytis gladiolorum. Skarpt afgrænsede, blanke fordybninger på siderne og undersiden af knoldene er karakteristiske for bakteriel pletdannelse. I modsætning til pletdannelse forårsaget af svampe spreder bakteriel pletdannelse sig ikke under opbevaring.

Den fysiologiske korkdannelse på bladene af pelargonier viser sig som udvækster på nogle få millimeter på undersiden af bladene hos skjoldbladet pelargonie (Pelargonium peltatum = hængende eller rankende pelargonier). Det er egentlig forstørrede celler, der skyldes høj luft- og jordfugtighed samt dårlig vandafledning fra krukkerne.

Muskatroserust forårsages af svampen Puccinia pelargonii-zonalis og rammer kun ringmuskatroser, der dyrkes i naturen eller på åbne arealer. Derfor forekommer den kun i regnfulde år og i tætte og ofte vandede bevoksninger. Den overføres via syge planter og spredes i bevoksningerne via sporer.

Rosenrust (Phragmidium mucronatum) trives også i regnvejr og forårsager, ligesom sort plet, at stærkt angrebne blade falder af før tid. Den lyserøde rust viser sig på bladets overside som en diskret gul-orange mosaik. Til gengæld er de orange-brune klumper af sommersporer og de mørkebrune klumper af vintersporer på undersiden af bladene desto mere iøjnefaldende.

Septoria-bladplet (Septoria chrysanthemella) er en af de hyppigst forekommende svampesygdomme hos krysantemum. De første symptomer i form af mørkebrune, overvejende runde pletter med uklare kanter vises på de ældste blade. Under fugtige forhold og i regnvejr spreder sygdommen sig hurtigt til de yngre blade. Stærkt inficerede blade bliver brune, visner og falder af før tiden. Planterne bliver tynde nedefra, vokser svagere, og blomsterne bliver ofte mindre. Svampen overvintrer på resterne af angrebne planter, men også på moderplanterne, hvorfra der tages stiklinger til videre formering.

Humlemideren (Tetranychus telarius) lever på bladene af omkring 200 plantearter. Den skader et stort antal mark-, drivhus- og stueplanter, men også ukrudt, hvorfra den kan sprede sig til dyrkede afgrøder (f.eks. humle, bønner, agurker). Den hører ikke til insekterne, men til spindeldyr med fire par lemmer, hvorfor den i folkemunde også kaldes den røde edderkop. Den er meget lille (måler kun 0,2–0,4 mm) og er næsten ikke synlig med det blotte øje. Et fint spind på de stærkere angrebne dele af planterne afslører dens tilstedeværelse. Fordøjelsessystemet er blindt og har ingen analåbning. Den udskiller fibre, som den bevæger sig ved hjælp af. Den stikker huller i bladene og suger plantesaften ud af dem. På humle forårsager den for eksempel sygdommen »medenka«, hvor bladene bliver brunrøde, visner og falder af. Humlemiden er kønsadskilt. De befrugtede æg udvikler sig til larver, som skifter ham under deres udvikling. Om sommeren er miden grøn af optaget klorofyl, mens den om efteråret er rødlig.

De suger plantesaft fra unge blade og skud. I løbet af den videre vækst revner bladvævet på de angrebne steder, hvilket medfører revner i forskellige størrelser. Det er de små, vingeløse nymfer, der forvolder mest skade, da de gnaver huller i bladene. De er grønne eller brune og ca. 5 mm store, men oftest bemærker man skaden, før man ser insekterne. I juni og juli flytter de ofte over til urter og ukrudt for at finde føde. Chrysantemum, georginer og fuchsiaer er oftest de mest beskadigede planter.

Drivhusmuggen på prydplanter Drivhusmuggen (Trialeurodes vaporariorum), bedre kendt under det folkelige navn »hvid flue«, er en farlig skadedyr på stue- og drivhusblomster samt forskellige arter af drivhusdyrkede grøntsager. Den forårsager skade ved at suge plantesaft og udskiller desuden store mængder klæbrig honingdug, som danner grobund for forskellige arter af sod. Når man rører ved de angrebne planter, flyver de voksne hvidfluer i store skarer væk fra dem.

Strapky er små, slanke insekter, der er ca. 1–3 mm store. De har to par smalle, farveløse vinger, der er kantet med lange franser hele vejen rundt. Vingerne ser således ud, som om de har en flosset kant, og det er herfra, at insektets navn stammer. Afhængigt af arten er de voksne strapky sorte eller gulbrune, men de kan have røde, sorte eller hvide markeringer. Når de forstyrres, springer de ofte væk. Larverne ligner de voksne, men har ingen vinger og er lysere i farven. Strapkernes æg er gennemsigtige, nyreformede og ca. 0,3 mm store.

Lus er de mest udbredte og bedst kendte skadedyr i haveafgrøder. Deres skadelighed skyldes dels, at de formår at formere sig meget hurtigt, dels at de suger langt mere saft ud af planterne, end de selv kan udnytte. Derfor forurener de de nederste blade med disse søde og klæbrige udskillelser (den såkaldte honningdug), hvorpå der udvikler sig sodskimmel. Bladlusene forårsager også indirekte skade ved at overføre forskellige virussygdomme (f.eks. broget blomstring hos tulipaner, stribning hos gladioler). De fleste bladlusarter har vinterværter, hvor de overvintrer i form af æg. Om foråret udvikler de to-tre generationer på disse og flyver derefter over til sommerværtsplanterne, hvor de opholder sig indtil efteråret. Derefter vender de tilbage til vinterværterne og lægger de overvintrende æg.

Mider hører ikke til insekterne, men til edderkoppedyret, hvilket deres fire par lemmer og evnen til at danne spindelvæv på de angrebne planter vidner om. Da de er meget små (deres krop er 0,2–0,4 mm lang), kan de næsten ikke ses med det blotte øje. Deres tilstedeværelse afsløres af små sølvfarvede, gulbrune eller bronzefarvede pletter på oversiden af de angrebne blade. På prydplanter er det oftest humlemideren (Tetranychus telarius), der i folkemunde også kaldes den røde edderkop, der forårsager skader. Ud over prydplanter angriber den snesevis af forskellige markafgrøder, grøntsager og frugttræer og overlever også på forskellige ukrudtsarter. I naturen overvintrer den i form af befrugtede hunner. Under de varme og tørre forhold i boliger og drivhuse formerer den sig uafbrudt hele året rundt.

Meldug er en af de mest udbredte og bedst kendte svampesygdomme hos planter. Den forekommer på forskellige markafgrøder, frugttræer, vinranker, grøntsager og på forskellige prydplanter, f.eks. roser, petunier, verbena (Verbena), zinnias, morgenfrue, flox og lignende. For alle former for meldug er det karakteristisk, at der dannes et tæt, melagtigt belægning, der dækker bladene og stilkene på de angrebne planter. Senere visner bladene, og planten mister dermed en stor del af sin fotosynteseflade og, i tilfælde af prydplanter, naturligvis også sin æstetiske værdi. Meldug forekommer især på planter, der lider under lysmangel, står på steder med dårlig luftcirkulation eller er kraftigt gødet med kvælstof. De enkelte arter og sorter af prydplanter er forskelligt følsomme over for meldug.

At de spirende planter vælter er en hyppig årsag til, at det mislykkes at fordyrke forskellige slags grøntsager, men også prydplanter. Selvom flere mikroorganismer spiller en rolle, er der tale om en kompleks sygdom. Dens opståen påvirkes nemlig i høj grad af dyrkningsforholdene, som avlerne kan sikre de spirende planter, især under boligforhold, og som faktisk fremmer eller tværtimod svækker de spirende planters levedygtighed og modstandsdygtighed. En grundlæggende forudsætning for en vellykket opdræt af unge grøntsags- eller blomsterplanter er at sikre de bedst mulige betingelser, hvoraf lys, temperatur og vand samt balancen mellem disse er af største betydning. Man skal samtidig tage højde for de enkelte grøntsags- og blomsterarters behov. Under alle omstændigheder bør man forsøge at placere såningerne på de lyseste steder i lejligheden og regulere rumtemperaturen, så planterne ikke strækker sig i højden ved svag lysintensitet. Man skal også være forsigtig med vandet. Jordens fugtighed skal kontrolleres regelmæssigt, og den må ikke tørre helt ud, men den må heller ikke blive for våd. Her skal det også nævnes, at der er behov for dræning i såkasserne, så jorden er tilstrækkeligt luftig. Til såning bør vi altid bruge frisk jord, der ikke er for næringsrig, da unge planter ikke har brug for mange næringsstoffer. Tværtimod kan overgødning af jorden medføre rodskader, hvorigennem jordmikroorganismer let kan trænge ind i de unge planter. Ud over en omhyggelig pleje kan vi forebyggende behandle grøntsags- og blomsterudsåninger efter såningen ved at vande med præparatet Previcur 607 SL. Der påføres 2-5 liter opløsning pr. 1 m².

Regnvejr fremmer spredningen af sort bladplet på roser (Diplocarpon rosae). Da sygdomsfremkalderen overvintrer i nedfaldne blade, er det som regel de nederste blade på rosenbuskene, der først bliver inficeret. Herfra spreder smitten sig gradvist til de højere liggende blade. Stærkt inficerede blade falder af før tiden.

Rosenmel (Sphaerotheca pannosa var. rosae) er kendetegnet ved tætte, hvidlige belægninger på blade og skud. Den breder sig i tørt vejr, men ved høj luftfugtighed. De enkelte sorter er forskelligt modtagelige for meldug. Sorter med glatte og blanke blade er mere modstandsdygtige.