Tomater

Rådne spidser på tomatfrugter viser sig som regelmæssige, forholdsvis store, lysebrune pletter på frugternes spids. Senere bliver disse pletter ofte bevokset med forskellige svampe (oftest svampen Alternaria tenuis, som koloniserer det døende plantevæv), hvorfor mange avlere betragter frugtspidsrådnen som en svampesygdom og søger muligheder for kemisk beskyttelse af de angrebne planter. Råd i spidsen af tomatfrugterne er imidlertid af fysiologisk oprindelse og skyldes som regel en ubalanceret ernæring og mangel på fugt i perioden med intensiv frugtvækst. Sygdommen forekommer især på jord, der er kraftigt gødet med kvælstof og kalium. Disse næringsstoffer hæmmer nemlig optagelsen af kalk, som der ganske vist kan være rigeligt af i jorden, men som ikke er tilgængeligt for planterne. I praksis forveksles tomatfrugternes spidsrådne ofte med alternaria-plet, der forårsages af svampen Alternaria solani, som normalt trænger ind i frugterne gennem frugtstilkene.

Skader på haveafgrøder som følge af stærk solstråling opstår oftest ved pludselige vejrskift, hvor det efter flere dages overskyet eller regnfuldt vejr pludselig bliver varmere, og solens intensitet stiger markant. Blandt grøntsagerne ser vi oftest solskoldning på peberfrugter og tomater, især efter at kimplanterne er blevet sat ud på deres endelige voksested. Disse planter er blevet fordyrket i drivhuse eller på vindueskarme i lejligheder, hvor de ikke har været udsat for direkte sollys. Hvis de desuden er vokset tæt, kan ikke kun bladene, men også stilkene blive beskadiget, idet de på solsiden bliver hvide, får en skorpeagtig overflade og let knækker. Også tomatfrugterne bliver ofte beskadiget af solskoldning. Især de frugter, der er blevet blotlagt ved fjernelsen af sidegrene, er udsatte.

Strapky er små, slanke insekter, der er ca. 1–3 mm store. De har to par smalle, farveløse vinger, der er kantet med lange franser hele vejen rundt. Vingerne ser således ud, som om de har en flosset kant, og det er herfra, at insektets navn stammer. Afhængigt af arten er de voksne strapky sorte eller gulbrune, men de kan have røde, sorte eller hvide markeringer. Når de forstyrres, springer de ofte væk. Larverne ligner de voksne, men har ingen vinger og er lysere i farven. Strapkernes æg er gennemsigtige, nyreformede og ca. 0,3 mm store.

Kartoffelbillen (Leptinotarsa decemlineata) har to generationer om året i de varmere områder af Slovakiet og én generation i de koldere områder. Den overvintrer som biller i jorden, som den normalt forlader fra midten af maj. Efter en kort periode, hvor larverne æder sig mætte, finder parringen sted, hvorefter hunnerne begynder at lægge æg på undersiden af kartoffelbladene, men også på ukrudt i kartoffelmarkerne. De udklækkede larver gnaver først små huller i bladene og spiser senere hele bladene, hvor de kun efterlader de tykkere bladnerver. Kartoffelbillen skader ud over kartofler også tomater og auberginer.

Drivhusmuggen (Trialeurodes vaporariorum), bedre kendt under folkenavnet »hvid flue«, er en farlig skadedyr for drivhusdyrkede grøntsager, men også for drivhus- og stueplanter. Den forårsager skade ved at suge plantesaft og udskiller desuden store mængder klæbrig honningdug, som danner grobund for forskellige arter af sodsvampe. Når man rører ved de angrebne planter, flyver de voksne molice i flok væk fra dem.

Bladlus er de alvorligste skadedyr på tomater, især fordi de på kort tid kan formere sig katastrofalt og forårsage, at bladene bliver gule og falder af. Derudover overfører de også forskellige virussygdomme, som mindsker og forringer udbyttet. De mest almindelige bladlusarter på tomater er ferskenbladlusen (Myzus persicae) og nasturtiumbladlusen (Aphis nasturtii). Dette er især vigtigt i forbindelse med valg af bekæmpelsesmidler, da nogle af dem kun er effektive mod én af de nævnte arter.

At de spirende planter vælter er en hyppig årsag til, at det mislykkes at fordyrke forskellige slags grøntsager, men også prydplanter. Selvom flere mikroorganismer spiller en rolle, er der tale om en kompleks sygdom. Dens opståen påvirkes nemlig i høj grad af dyrkningsforholdene, som avlerne kan sikre de spirende planter, især under boligforhold, og som faktisk fremmer eller tværtimod svækker de spirende planters levedygtighed og modstandsdygtighed. En grundlæggende forudsætning for en vellykket opdræt af unge grøntsags- eller blomsterplanter er at sikre de bedst mulige betingelser, hvoraf lys, temperatur og vand samt balancen mellem disse er af største betydning. Man skal samtidig tage højde for de enkelte grøntsags- og blomsterarters behov. Under alle omstændigheder bør man forsøge at placere såningerne på de lyseste steder i lejligheden og regulere rumtemperaturen, så planterne ikke strækker sig i højden ved svag lysintensitet. Man skal også være forsigtig med vandet. Jordens fugtighed skal kontrolleres regelmæssigt, og den må ikke tørre helt ud, men den må heller ikke blive for våd. Her skal det også nævnes, at der er behov for dræning i såkasserne, så jorden er tilstrækkeligt luftig. Til såning bør vi altid bruge frisk jord, der ikke er for næringsrig, da unge planter ikke har brug for mange næringsstoffer. Tværtimod kan overgødning af jorden medføre rodskader, hvorigennem jordmikroorganismer let kan trænge ind i de unge planter. Ud over en omhyggelig pleje kan vi forebyggende behandle grøntsags- og blomsterudsåninger efter såningen ved at vande med præparatet Previcur 607 SL. Der påføres 2-5 liter opløsning pr. 1 m².

En bladsvamp, der mindsker bladarealet. Sygdommen spreder sig gradvist; den angriber først de nederste blade og breder sig derefter opad. I begyndelsen vises der gule pletter på bladets overside, mens der på undersiden dannes et brunt belægning, der minder om fløjl. Dette belægning er en samling af svampens frugtlegemer, som den formerer sig med. Efterhånden som sygdommen breder sig, bliver pletterne mørkere, indtil de får en rustbrun til grå farve. I det sidste stadium visner bladene.

Kartoffelskimmel (phytophthora) på tomater er den økonomisk set mest betydningsfulde sygdom hos tomater. Sygdommen forårsages af svampen Phytophthora infestans, som ikke blot angriber plantens overjordiske dele, men også knoldene. Ved kraftigt smittepres (hyppige og kraftige regnskyl) kan den på kort tid fuldstændigt ødelægge tomatplanternes overjordiske dele og kan også inficere frugterne i så høj grad, at de ikke kan opbevares, da de ofte udvikler våd rådne som følge heraf. Forekomsten af phytophthora afhænger af mængden af nedbør i løbet af vækstsæsonen.

Bakteriel plet sygdom på tomat – Xanthomonas campestris pv. vesicatoria – rammer oftest tomat og peberfrugt. Hos tomater er markvarianterne mest modtagelige, mens det hos peberfrugter er krydderivarianterne. Sygdomstegn forekommer på blade, stængler, stilke, men især på frugterne. Bakterierne angriber unge plantevæv. På bladene opstår der små, prikkede, vandige pletter, som er gennemsigtige og omgivet af en gul kant.

Septoria-plet (Septoria lycopersici) angriber kun blade og skud på tomatplanter og er kendetegnet ved dannelsen af pletter på 2–5 mm. Den forekommer især på buskformede sorter, der dyrkes frilands, og spreder sig meget hurtigt i regnvejr. Den tidlige ødelæggelse af bladarealet medfører et markant fald i tomatudbyttet.

Tomatskimmel (også kendt som kartoffelskimmel på tomater) er i de seneste år blevet en begrænsende faktor i tomatdyrkningen. Sygdommen forårsages af svampen Phytophthora infestans, som er den kendte årsag til kartoffelmeldug (kartoffelfytophthora). En meget ubehagelig egenskab ved phytophthora er, at den næsten fra den ene dag til den anden kan ødelægge hele afgrøder af kartofler eller tomater. For at sprede sig har den først og fremmest brug for rigelige nedbørsmængder, men i haver kan vi også fremme dens forekomst ved hyppig vanding samt ved at dyrke tomater tæt plantet eller på skyggefulde steder.