Kerner

Da den farlige skjoldlus holder til på frugttræernes bark, kan vi kun bekæmpe den effektivt, når disse træer og buske er bladløse.

I visse områder kan de fra det tidlige forår forårsage store skader på frugttræer. Hannerne har veludviklede vinger. Hunnerne af vintermøllen er helt vingeløse. Efterårsmøllen har underudviklede vinger. Dens larver er i voksenstadiet gulgrønne med et grønt eller gulligt hoved, en mørkere længdestribe og tre hvide striber på hver side. Larverne af vinter-bladmøl er som regel rødbrune med en dobbelt mørk rygstribe eller med røde pletter på ryggen. På siderne har de et bredt gult bånd og to knopper på det 11. led. Hovedet er rødbrunt, åndehullerne er hvide og omkranset af en sort ring. Som voksne er de 30–35 mm lange. Udviklingen hos efterårs- og vinterbladlusen er meget ens, og det samme gælder de perioder, hvor man med succes kan bekæmpe dem.

Humlemideren (Tetranychus telarius) lever på bladene af omkring 200 plantearter. Den skader et stort antal mark-, drivhus- og stueplanter, men også ukrudt, hvorfra den kan sprede sig til dyrkede afgrøder (f.eks. humle, bønner, agurker). Den hører ikke til insekterne, men til spindeldyr med fire par lemmer, hvorfor den i folkemunde også kaldes den røde edderkop. Den er meget lille (måler kun 0,2–0,4 mm) og er næsten ikke synlig med det blotte øje. Et fint spind på de stærkere angrebne dele af planterne afslører dens tilstedeværelse. Fordøjelsessystemet er blindt og har ingen analåbning. Den udskiller fibre, som den bevæger sig ved hjælp af. Den stikker huller i bladene og suger plantesaften ud af dem. På humle forårsager den for eksempel sygdommen »medenka«, hvor bladene bliver brunrøde, visner og falder af. Humlemiden er kønsadskilt. De befrugtede æg udvikler sig til larver, som skifter ham under deres udvikling. Om sommeren er miden grøn af optaget klorofyl, mens den om efteråret er rødlig.

De kønsmodne, befrugtede hunner overvintrer under træernes bark eller i tørre blade. De dukker op fra slutningen af marts til slutningen af april på spirende knopper og unge blade. Forårs- og efterårsgenerationerne udvikler sig langsomt (på 20-40 dage), mens sommergenerationen udvikler sig hurtigt (på 10-25 dage). Tørre og varme lange dage fremmer formeringen. Som følge heraf er disse to arter især aktive om sommeren.

Frugtmiden (Panonychus ulmi) afslører sin tilstedeværelse gennem sine røde, overvintrende æg ved knopperne og i revner i barken. Om foråret klækkes de orangefarvede larver. I slutningen af maj dukker de orange sommeræg op på bladene. Individer fra den første sommergeneration dukker op allerede i slutningen af maj og i juni, og afhængigt af vejrforholdene følger der yderligere 3–4 generationer. Miderne forårsager skade ved at suge plantesaft. På bladene finder man gule pletter efter stik, og ved stor forekomst af skadedyret smelter disse pletter sammen til sammenhængende gulbrune pletter. Bladene bule ud som en ske og falder af for tidligt. Fra midten af august lægger hunnerne vinteræg.

Æblevikleren (Cydia pomonella) er velkendt for alle haveejere, da den er årsagen til den velkendte orm i æblerne, og selv de mest ihærdige modstandere af kemisk plantebeskyttelse har indset, at det ikke er muligt at dyrke sunde æbler uden at behandle æbletræerne mod denne skadedyr. De ormede frugter bliver nemlig oftest angrebet af moniliaråd, ofte allerede mens de hænger på træerne. Ud over æbletræer skader den også pæretræer. I de varmere områder af Slovakiet har æblevikleren to generationer om året. Den overvintrer i forskellige skjulesteder i stadiet som voksne larver. Om foråret forpupper den sig, og sommerfuglene fra den første generation sværmer i maj og juni, mens den anden generation sværmer i løbet af juli og august.

Bladlus er de mest kendte og udbredte skadedyr på frugttræer. Deres skadevirkning består først og fremmest i, at de suger plantesaft i så store mængder, at de ikke kan udnytte det hele. Derfor forurener de de lavere liggende blade med klæbrige dråber af saft, der er passeret gennem deres fordøjelseskanal (den såkaldte honingdug), hvorpå der senere udvikler sig sodskimmel. Bladlusenes skadelighed forstærkes også af, at de på kort tid formår at formere sig ekstremt hurtigt. Ud over at suge plantesaft forårsager de også skade ved at overføre forskellige virussygdomme (f.eks. blommetræets skrukkesyge). Alle arter af bladlus overvintrer i form af æg på forskellige frugttræarter. Nogle arter flyver (migrerer) i begyndelsen af sommeren til sommerværtsplanter, hvorfra de om efteråret vender tilbage til frugttræerne og lægger deres overvintrende æg. Andre arter forbliver på frugttræerne gennem hele vækstperioden.

Den er den alvorligste skadedyr på æbletræer. Den angriber næsten udelukkende de træagtige dele, såsom unge grene, stammen og rødderne. På gammelt træ lever den på det kallusvæv, der er dannet som følge af heling af forskellige sår. Kolonier af blodlus er ofte skjult under barkflager, i forskellige revner i barken og på rødderne ned til en dybde på 25 cm. Ved at suge saft fremkalder de dannelsen af kambiale knolde på kviste og rødder. De levendefødende brune til blå-sorte hunner er 1,7–1,9 mm store.

Mider hører ikke til insekterne, men til edderkoppedyret, hvilket deres fire par lemmer og evnen til at danne spindelvæv på de angrebne planter vidner om. Da de er meget små (deres krop er 0,2–0,4 mm lang), kan de næsten ikke ses med det blotte øje. Deres tilstedeværelse afsløres af små sølvfarvede, gulbrune eller bronzefarvede pletter på oversiden af de angrebne blade. På prydplanter er det oftest humlemideren (Tetranychus telarius), der i folkemunde også kaldes den røde edderkop, der forårsager skader. Ud over prydplanter angriber den snesevis af forskellige markafgrøder, grøntsager og frugttræer og overlever også på forskellige ukrudtsarter. I naturen overvintrer den i form af befrugtede hunner. Under de varme og tørre forhold i boliger og drivhuse formerer den sig uafbrudt hele året rundt.

Æblemeldug (Podosphaera leucotricha) er, sammen med æblebladskimmel, den økonomisk set næstvigtigste sygdom hos æbletræer. I modsætning til skurv angriber den dog primært blade og skud, hvor den danner et tæt, melagtigt belægning. Inficerede blade krøller sig sammen, visner og falder af før tid. Sygdomsfremkalderen overvintrer i form af mycelium i æbletræernes blomster- og bladknopper. Om foråret vokser der syge blade eller bladroser ud af disse knopper (den såkaldte primære infektion). Hvis de ikke fjernes fra træerne, udgør de en kilde til den såkaldte sekundære infektion af blade og skud i den følgende vækstperiode. Spredningen af æblemeldug fremmes af varmt og tørt vejr i forårsmånederne, altså i den periode, hvor træerne vokser kraftigt.

Sygdommen forårsages af bakterien Erwinia amylovora, som i ældre litteratur også omtales som »rosenbrænding« eller »rosenblomstbrænding«. Selvom de fleste frugttræer tilhører familien Rosaceae, er det kun planter, der tilhører underfamilien Maloideae, der er værter for sygdommen. Blandt disse er æbletræer, pæretræer og kvæde de vigtigste værter, hvorfor vi bør anvende den mere præcise betegnelse »bakteriel spala hos kernefrugttræer«.

Blomsterkræft er den alvorligste sygdom hos kernefrugttræer, da den ikke blot angriber bladene, men også frugterne, som ved en kraftig infektion bliver fuldstændig ødelagt. På æbletræer forårsages sygdommen af svampen Venturia inaequalis, på pæretræer af Venturia pirina. Begge svampe overvintrer i nedfaldne blade, hvor der frem til foråret dannes frugtlegemer med poser. Ved regnvejr åbner frugtlegemerne sig, og der frigives såkaldte askosporer fra lommerne ud i luften, hvilket forårsager smitte af unge blade og frugter. Frigivelsen af askosporer finder sted fra april til juni, og derfor er disse måneder en afgørende periode i bekæmpelsen af skurv.