Pære

Stenhed i pærer er en fysiologisk forstyrrelse i pærens frugtkød, hvor der dannes hårde områder i frugterne. Sygdommen kan forebygges. Find ud af, hvordan.

Pære-rust (Gymnosporangium sabinae) er en svamp med en kompleks livscyklus. Dens vintervært er primært sabina-enebær (Juniperus sabina) og andre enebærarter, mens sommerværterne er forskellige pæresorter. Svampen overvintrer i de fortykkede dele af enebærgrenene. Om foråret dukker der gul-orange udvækster op på disse steder med en masse vintersporer, som frigives herfra og inficerer pæretræernes blade. På oversiden af pæretræernes blade dannes der orange eller karminrøde pletter med frugtlegemer i form af mørke prikker. I anden halvdel af sommeren svulmer vævet op på undersiden af bladene på det sted, hvor disse pletter befinder sig, og senere frigives de såkaldte sommersporer herfra, som igen kan inficere grene på enebærbuske. Syge enebærbuske er en vedvarende smittekilde for de omkringliggende pæretræer. Pærerust spredes især i regnfuldt forårsvejr.

De hyppigste årsager til frugtforrådnelse er svampe af slægten Monilia. Forrådnelse af kernefrugt forårsages af Monilia fructigena, mens forrådnelse af stenfrugt forårsages af Monilia laxa, som i forårsmånederne ud over frugterne også inficerer blomster og skud på kirsebærtræer, aprikoser og blommer og forårsager den velkendte monilia-visning af blomster og skud. Det er vigtigt at vide, at svampe af slægten Monilia ikke inficerer sundt frugt, men meget let trænger ind i frugter, der er beskadiget af insekter (især bladhuller) eller mekanisk (f.eks. ved hagl). Derfor bekæmper vi monilia-frugtforrådnelse indirekte, først og fremmest gennem velafstemte sprøjtninger mod skadedyr, der forårsager ormangreb. En anden meget vigtig forebyggende foranstaltning er løbende at indsamle rådne frugter og straks begrave dem dybt i jorden, så svampens sporer fra de små puder, der dannes på frugternes overflade, ikke kommer ud i luften, da de mikroskopisk små sporer spredes med vinden selv over større afstande, og hvis de lander på beskadiget frugt, vil de i nærvær af vand spire og forårsage den velkendte rådne. Derudover er det nødvendigt senest ved forårsbeskæringen at fjerne inficeret, udtørret frugt fra frugttræerne – de såkaldte monilia-mumier, som er en smittekilde især om foråret.

Bladene bliver brune til sorte i løbet af få timer og krøller sig sammen. De angrebne blomster og blade bliver hængende på træet. Årets skud bliver vandige, skifter senere farve til brun til sort, visner og krymper. Spidserne af årets skud visner og bøjer sig som en krog. Inficerede frugter er vandige, lysebrune til sorte. Til sidst visner de og krymper sammen. De bliver hængende på træet. Unge, umodne frugter er modtagelige for infektion. Hos visse æbletræssorter viser infektionen sig først i et senere stadium af frugternes udvikling. Spaldelæsioner på stammen (områder af sygt korkvæv i forskellige størrelser) kan nå en størrelse på flere decimeter. Hvis disse læsioner omkranser en hel gren eller stammen, følger der afdøden af hele grenen eller træet. Hvis omfattende afdødning i trækronerne skyldes nekroser, der omkranser grenene, er de visne blade normalt lysere og falder af i forhold til de blade, der er direkte inficeret med spala. Aktive læsioner har et vandigt udseende, overfladen er blank og glat, og der kan forekomme slim på overfladen. Kanterne er ikke skarpt afgrænsede, men er undertiden hævede. Senere, når bakteriernes formering og spredning standser, krymper det angrebne korkvæv, det bliver indsunken, og der opstår revner i grænsefladen til det sunde væv. Hos pære, dulle og hagtorn (i et vist omfang) er det typisk, at de angrebne grene er rødbrune, mens de hos stenbusk og andre værtsarter snarere er lysebrune.