Paprika

Skader på haveafgrøder som følge af stærk solstråling opstår oftest ved pludselige vejrskift, hvor det efter flere dages overskyet eller regnfuldt vejr pludselig bliver varmere, og solens intensitet stiger markant. Blandt grøntsagerne ser vi oftest solskoldning på peberfrugter og tomater, især efter at kimplanterne er blevet sat ud på deres endelige voksested. Disse planter er blevet fordyrket i drivhuse eller på vindueskarme i lejligheder, hvor de ikke har været udsat for direkte sollys. Hvis de desuden er vokset tæt, kan ikke kun bladene, men også stilkene blive beskadiget, idet de på solsiden bliver hvide, får en skorpeagtig overflade og let knækker. Også tomatfrugterne bliver ofte beskadiget af solskoldning. Især de frugter, der er blevet blotlagt ved fjernelsen af sidegrene, er udsatte.

Stolbur-patogenet hører til blandt de fytoplasmer, der i ældre faglitteratur betegnes som mykoplasmer. Det er mikroorganismer, der udgør en mellemform mellem vira og bakterier. Stolbur spredes i naturen af forskellige cikadearter, især den virusbærende cikade (Hyalesthes obsoletus). Det er en varmekærlig art, hvis vigtigste værtsplante er mark-knopblomst. I varme år formerer den sig i sommermånederne og spreder sig til dyrkede afgrøder. Ud over peberfrugter omfatter disse tomater, kartofler, auberginer og tobak. Det første tegn på stolbur på peberfrugter er en generel gulning af planterne. Senere begynder de ældre blade at visne, og til sidst visner hele planten, inklusive frugterne, og dør. Frugter, der er dannet efter plantens infektion, er små, og der dannes normalt ikke frø i dem. I ekstremt varme og tørre år kan der opstå alvorlige skader på både rodfrugter og markdyrkede peberfrugter.

Tør pletdannelse på peberfrugter viser sig i form af uregelmæssige, lysebrune pletter af forskellig størrelse, altid ved frugternes spids. Senere bliver disse pletter pergamentagtigt tyndere eller udvikler sig til våd rådne (især i drivhuse). Ofte opstår der også svampeovertræk på dem, hvorfor mange avlere antager, at der er tale om en svampesygdom, og søger muligheder for kemisk beskyttelse af de angrebne planter. Tør pletdannelse på peberfrugter er imidlertid af fysiologisk oprindelse og skyldes som regel ubalanceret ernæring, mangel på fugt i perioden med intensiv frugtvækst og især sortens følsomhed (de gule sorter med tyndere skal er mere følsomme). Sygdommen forekommer især på jord, der er rigeligt gødet med kvælstof og kalium. Disse næringsstoffer hæmmer nemlig optagelsen af kalk, som ganske vist ikke nødvendigvis mangler i jorden, men som bliver utilgængelig for planterne.

I praksis støder vi oftest på fusarium- eller sclerotinia-visning hos peberfrugter. Fusarium-visnesyge (Fusarium oxysporum) er kendetegnet ved brunfarvning af ledningsvævet, hvilket kan ses i en stængel, der er skåret på langs. Svampen trænger ind i planterne gennem rødderne, som ofte er beskadiget af et højt næringsstofniveau, især i jord, der er kraftigt gødet med gødning fra fjerkræ og andre små husdyr. Sporene til fusariumvisnesyge overlever i jorden og kan formere sig farligt, især hvis man dyrker peberfrugter flere år i træk på samme sted. Sclerotinia-visnesyge (Sclerotinia sclerotiorum) er kendetegnet ved omfattende lysebrune pletter, der omslutter plantens stængler. Senere dannes der sklerotier i stilkene, som efter vævets nedbrydning ender i jorden og i flere år udgør en smittekilde for afgrøder, der dyrkes på dette areal. Sclerotinia sclerotiorum angriber nemlig ud over peberfrugter også agurker, tomater, gulerødder, persille, salat og andre afgrøder. Mens sclerotinia-visnesyge hos peberfrugter oftere forekommer i fugtige, dårligt ventilerede drivhuse, forekommer fusarium-visnesyge hovedsageligt på varme sommerdage, hvor de tilstoppede karbundter ikke kan transportere tilstrækkelig vand til plantens overjordiske dele.

Humlemideren (Tetranychus telarius) lever på bladene af omkring 200 plantearter. Den skader et stort antal mark-, drivhus- og stueplanter, men også ukrudt, hvorfra den kan sprede sig til dyrkede afgrøder (f.eks. humle, bønner, agurker). Den hører ikke til insekterne, men til spindeldyr med fire par lemmer, hvorfor den i folkemunde også kaldes den røde edderkop. Den er meget lille (måler kun 0,2–0,4 mm) og er næsten ikke synlig med det blotte øje. Et fint spind på de stærkere angrebne dele af planterne afslører dens tilstedeværelse. Fordøjelsessystemet er blindt og har ingen analåbning. Den udskiller fibre, som den bevæger sig ved hjælp af. Den stikker huller i bladene og suger plantesaften ud af dem. På humle forårsager den for eksempel sygdommen »medenka«, hvor bladene bliver brunrøde, visner og falder af. Humlemiden er kønsadskilt. De befrugtede æg udvikler sig til larver, som skifter ham under deres udvikling. Om sommeren er miden grøn af optaget klorofyl, mens den om efteråret er rødlig.

Strapky er små, slanke insekter, der er ca. 1–3 mm store. De har to par smalle, farveløse vinger, der er kantet med lange franser hele vejen rundt. Vingerne ser således ud, som om de har en flosset kant, og det er herfra, at insektets navn stammer. Afhængigt af arten er de voksne strapky sorte eller gulbrune, men de kan have røde, sorte eller hvide markeringer. Når de forstyrres, springer de ofte væk. Larverne ligner de voksne, men har ingen vinger og er lysere i farven. Strapkernes æg er gennemsigtige, nyreformede og ca. 0,3 mm store.

Drivhusmuggen (Trialeurodes vaporariorum), bedre kendt under folkenavnet »hvid flue«, er en farlig skadedyr for drivhusdyrkede grøntsager, men også for drivhus- og stueplanter. Den forårsager skade ved at suge plantesaft og udskiller desuden store mængder klæbrig honningdug, som danner grobund for forskellige arter af sodsvampe. Når man rører ved de angrebne planter, flyver de voksne molice i flok væk fra dem.

Bladlus er de alvorligste skadedyr på peberfrugter, især fordi de på kort tid kan formere sig katastrofalt og forårsage, at bladene gulner og falder af. Derudover overfører de også forskellige virussygdomme, som mindsker og forringer udbyttet. På peberfrugter forekommer der oftest ferskenbladlus (Myzus persicae) og nasturtiumbladlus (Aphis nasturtii). Dette er især vigtigt i forbindelse med valget af bekæmpelsesmidler, da nogle af dem kun er effektive mod én af de nævnte arter.

At de spirende planter vælter er en hyppig årsag til, at det mislykkes at fordyrke forskellige slags grøntsager, men også prydplanter. Selvom flere mikroorganismer spiller en rolle, er der tale om en kompleks sygdom. Dens opståen påvirkes nemlig i høj grad af dyrkningsforholdene, som avlerne kan sikre de spirende planter, især under boligforhold, og som faktisk fremmer eller tværtimod svækker de spirende planters levedygtighed og modstandsdygtighed. En grundlæggende forudsætning for en vellykket opdræt af unge grøntsags- eller blomsterplanter er at sikre de bedst mulige betingelser, hvoraf lys, temperatur og vand samt balancen mellem disse er af største betydning. Man skal samtidig tage højde for de enkelte grøntsags- og blomsterarters behov. Under alle omstændigheder bør man forsøge at placere såningerne på de lyseste steder i lejligheden og regulere rumtemperaturen, så planterne ikke strækker sig i højden ved svag lysintensitet. Man skal også være forsigtig med vandet. Jordens fugtighed skal kontrolleres regelmæssigt, og den må ikke tørre helt ud, men den må heller ikke blive for våd. Her skal det også nævnes, at der er behov for dræning i såkasserne, så jorden er tilstrækkeligt luftig. Til såning bør vi altid bruge frisk jord, der ikke er for næringsrig, da unge planter ikke har brug for mange næringsstoffer. Tværtimod kan overgødning af jorden medføre rodskader, hvorigennem jordmikroorganismer let kan trænge ind i de unge planter. Ud over en omhyggelig pleje kan vi forebyggende behandle grøntsags- og blomsterudsåninger efter såningen ved at vande med præparatet Previcur 607 SL. Der påføres 2-5 liter opløsning pr. 1 m².