Sygdomme hos frugttræer

Lus betragtes som de mest udbredte skadedyr. De lever af plantens yngste dele. De æder planterne. De forårsager også skade ved at sprede vira. De formerer sig hurtigt.

Skællede biller er biller, der tilhører familien Rhinocerosidae. De har en næseagtig, langstrakt forreste del af hovedet, og deres kropsoverflade er dækket af skæl, som giver de enkelte arter deres karakteristiske farve. Skælkæber overvintrer som voksne i jorden. Om foråret flyver de til frugt- eller prydtræer og æder først knopperne, senere udhuler de små stykker fra bladkanterne. Efter dette nærende måltid parrer de sig, og hunnerne lægger æg i jorden. De udklækkede larver lever af rødderne på forskellige planter. Da skjoldlusene kun har én generation om året, skader de frugt- og prydtræer kun i forårsmånederne. På frugttræer er det oftest den brunfarvede almindelige skjoldlus (Phyllobius oblongus), der forårsager skade, mens det på roser er den metallisk grønne silkeskjoldlus (Polydrosus sericeus).

Sen forårsfrost udgør en konstant trussel for frugtavlere. Den er som regel mest skadelig under frugttræernes blomstring, hvor avleren kan miste hele sin høst. Hvis frosten først kommer, efter at de enkelte frugtsorter er blomstret, er skaderne ganske vist mindre, men der opstår tydelige tegn på bladene og de udviklende frugter, som avlerne ofte tilskriver en anden årsag. De mest iøjnefaldende symptomer ses på bladene af visse æbletræssorter i form af blærer (fig. 1). På bladets underside løsner bladhuden sig fra mesofylen og revner under bladets videre vækst (fig. 2). Mindre iøjnefaldende er små, hvidlige blærer på undersiden af abrikosbladene (fig. 3). Frostskader på frugterne (især på æbler) viser sig oftest i form af skorpeagtige ringe (fig. 4), sjældnere også i form af bånd (fig. 5). Skader på frugttræernes blomster viser sig som brunfarvning af kronbladene (fig. 6) og som brunfarvning og afdødning af pistillerne.

I visse områder kan de fra det tidlige forår forårsage store skader på frugttræer. Hannerne har veludviklede vinger. Hunnerne af vintermøllen er helt vingeløse. Efterårsmøllen har underudviklede vinger. Dens larver er i voksenstadiet gulgrønne med et grønt eller gulligt hoved, en mørkere længdestribe og tre hvide striber på hver side. Larverne af vinter-bladmøl er som regel rødbrune med en dobbelt mørk rygstribe eller med røde pletter på ryggen. På siderne har de et bredt gult bånd og to knopper på det 11. led. Hovedet er rødbrunt, åndehullerne er hvide og omkranset af en sort ring. Som voksne er de 30–35 mm lange. Udviklingen hos efterårs- og vinterbladlusen er meget ens, og det samme gælder de perioder, hvor man med succes kan bekæmpe dem.

En talrig art; sommerfuglen er 13–21 mm lang og har et vingefang på 26–30 mm. Sommerfuglene, og især hannerne, flyver om natten mod lyset. Sommerfuglene lever meget kort, og hunnerne lægger straks efter parringen alle deres æg og dør kort tid efter. Parringen finder sted om natten. Æggene lægges i ringformede æglægninger omkring tynde grene på værtstræer og buske. De klækkes først om foråret efter overvintringen. Larverne lever først sammen i et spindelvævsrede, som de spinder på grenene. Efter den sidste hamskifte spreder de sig dog ud over hele træet og lever hver for sig. Hvis der er flere æglægninger på et mindre træ, er larverne i stand til at æde det helt skaldet. Værtsplanter: Prunus, Quercus, Crataegus, Malus, Cerasus,... Puppe: Den gul-hvide, ovale, bløde kokon indeholder et forsvarsstøv, der spredes ved berøring. Den er spundet ind mellem bladene. Overvintring: i ægstadiet. Den forårsager skade ved at æde knopper og spirende blade på alle frugttræer. Den forårsager kun i sjældne tilfælde total afgræsning.

Guldstribet nonne er en hvid sommerfugl. Hunnen adskiller sig ikke særlig markant fra hannen. Begge er hvide, men hannen har en mørkere kant på forvingerne og længere, kamformede følehorn på hovedet. Æggene er gule, og larverne har to røde striber på ryggen. Derudover har de vorter på kroppen og er helt dækket af gulbrune hår. Den gyldne nonne er en ikke-specialiseret skadedyr, der skader frugttræer. Den angriber især pæretræer og æbletræer, men også stenfrugttræer. Den forårsager især alvorlige skader i år med tørre og især varme somre efterfulgt af tørre vintre.

Det er en sommerfugl med hvide vinger med meget markante sorte årer. Hovedet, brystet og bagkroppen er sorte. Hunnerne er lidt større end hannerne. De lægger ribbede, gule æg, hvorfra larverne klækkes. Larvernes kropsfarve ændrer sig i løbet af udviklingen. I det første stadie er de gule, senere har de en rød overkrop med børster.

Den amerikanske spindemøl (Hyphantria cunea) findes kun i de varmeste områder og har to generationer om året. Den overvintrer i puppe-stadiet i forskellige skjulesteder.

Guldbillen forårsager bladspisning på forskellige frugttræer, især i vejkanter. Skadedyret har én generation om året. Skadedyret bekæmpes hovedsageligt mekanisk ved at skære og brænde larvernes vinterreder af, inden frugttræerne begynder at spire.

Æblevikleren (Cydia pomonella) er velkendt for alle haveejere, da den er årsagen til den velkendte orm i æblerne, og selv de mest ihærdige modstandere af kemisk plantebeskyttelse har indset, at det ikke er muligt at dyrke sunde æbler uden at behandle æbletræerne mod denne skadedyr. De ormede frugter bliver nemlig oftest angrebet af moniliaråd, ofte allerede mens de hænger på træerne. Ud over æbletræer skader den også pæretræer. I de varmere områder af Slovakiet har æblevikleren to generationer om året. Den overvintrer i forskellige skjulesteder i stadiet som voksne larver. Om foråret forpupper den sig, og sommerfuglene fra den første generation sværmer i maj og juni, mens den anden generation sværmer i løbet af juli og august.

Æblebladet sneglebladlus (Hoplocampa testudinea) forårsager tidlig orm i æblerne. Den overvintrer i jorden som fuldvoksne larver. Om foråret forpupper den sig, og de voksne æblebladsvømmere sværmer i æbletræernes blomstringsperiode. Hunnerne lægger æg i bægerbladene på æbletræernes udblomstrede blomster. De udklækkede larver gnaver en gang under skallen på den unge frugt, hvilket får skallen til at sprække under frugtens vækst, og der dannes et slangelignende ar, der typisk udgår fra blomsterbægerets fordybning. Disse frugter forbliver på træerne indtil høsten, men de er et tegn på, at æbleboreren forekommer i den pågældende plantage, og at der ikke er blevet gjort noget for at bekæmpe den. De ældre larver æder frugternes indre, hvorved frugterne falder af før tid. Æbleboreren har kun én generation om året. Den forårsager størst skade på de tidligt blomstrende sommer- og efterårssorter af æbler.

Æbleblomsterbille (Anthonomus pomorum); de voksne biller er 3,5–4,5 mm lange. De overvintrer i forskellige skjulesteder, hvorfra de om foråret flyver over til æbletræets spirende knopper, som de æder. Æggene lægges i de endnu uudviklede blomster. En hun lægger ca. 20 æg. De udklækkede larver æder gradvist alle dele af blomsten, og blomsten forbliver lukket med brunede kronblade (ligesom ved frostskader). Larven forpupper sig også i denne blomst. Den udklækkede bille æder i en kort periode af æbletræets blade, hvorefter den begiver sig til et beskyttet sted, hvor den i den såkaldte sommerdiapause (hvilefase) forbliver indtil efteråret, før den begiver sig til sit vinterkvarter.