Vinstok

En gul-hvid til lyserød mide med en cylindrisk krop, der er let tilspidset mod bagenden, og med to par ben. Hunnen er 0,16 mm lang, hannen er mindre. Forårsager filtagtighed (erinosis) på vinstokken. På oversiden af bladpladen ses iøjnefaldende udbulende, forskelligt store og formede, grønne eller røde blærer. På undersiden af blærerne ses en typisk »filtagtig« bevoksning af trichomer (erineum), der er hvidlig og senere beige til brun. I sjældne tilfælde dannes erineum også på oversiden af bladpladen og på blomsterstandene, eller bladene krøller sig sammen.

Svampen angriber årskud, blade, klaser og træagtige dele. Ved årskuddenes basis dannes der mørkebrune til sorte pletter, som udvider sig og ofte revner på langs. På bladene dannes der mørkebrune til sorte nekrotiske pletter med en lysegrøn kant. På stilken ses langstrakte sorte pletter. På de nye skud forårsager svampen en lysning eller endda en blegning af barken. Også gammelt træ, herunder kronen og rodhalsen, kan blive angrebet. Når barken skrælles af, ses en mørkere farve på træet samt sorte prikker. Om foråret sker der infektioner af årets skud og blade. Sygdommen spreder sig under fugtige og varme forhold (optimum 23 °C). Grundlaget for beskyttelse er forebyggelse, især god luftgennemstrømning i bevoksningen og ved bunden samt optimal gødning

Druerne kan især blive inficeret, når de begynder at blive bløde. Angrebne druer af hvide sorter får en mælkeagtig til lysbrun farve, rådner og visner som regel hurtigt. En typisk egenskab ved angrebne druer er en eddikesmag, som skyldes overvækst og aktivitet af eddikebakterier og gær. Angreb forekommer især i varmt (optimalt 25–30 °C) og fugtigt vejr. Mere omfattende angreb kan især forventes, hvis der sker en massiv beskadigelse af druerne efterfulgt af varmt og fugtigt vejr (haglvejr, kraftig forekomst af bladlus).

I sommermånederne kan isskader forårsage enorme skader på vinstokken. Ud over skader på blade og skud bliver drueklaserne (fig. 1) og de enkelte druer ofte kraftigt beskadiget, hvilket kan føre til hvid rådne eller botrytis (gråskimmel). Derfor anbefales det efter haglvejr, straks efter at planterne er tørret (senest dog inden for 12 til 18 timer), at behandle de beskadigede planter med egnede fungicider (mod hvid rådne Folpan).

Det sker ofte, at det påførte ukrudtsmiddel ved bekæmpelse af ukrudt i kornmarker spredes til nærliggende haver og vinmarker. Korn afgrøder behandles oftest med såkaldte væksthæmmende herbicider, der bekæmper tokimbladede ukrudtsplanter ved at hæmme deres vækst. De berørte ukrudtsplanter krøller sig sammen, halter bagefter i væksten og dør gradvist. Også visse dyrkede afgrøder reagerer følsomt på disse herbicider, f.eks. sukkerroer, solsikker og især vinranker. Vinrankernes blade deformeres markant og får en vifteform. Desuden har de et fortykket og lysere bladnervesystem. Ved en kraftigere påvirkning af vinstokken krøller og dør også spidserne af årskuddene.

Der findes tre arter af bladhjulere, der kan forårsage skade på vinstokken. To af disse arter – den marmorerede bladhjuler (Lobesia botrana) og den stribede bladhjuler (Eupoecilia ambiguella) – beskadiger blomsterstandene, drueklaser og senere vinbærene, hvorfor det på steder, hvor de regelmæssigt forekommer, ofte er nødvendigt at behandle vinstokken kemisk mod dem. Begge arter overvintrer i puppe-stadiet. Fra disse klækkes der sommerfugle fra slutningen af april, som sværmer i store mængder i løbet af maj. Efter befrugtningen begynder hunnerne at lægge æg. De udklækkede larver beskadiger vinrankens blomsterstande og indvikler dem i tråde. Her forpupper de sig også, og i juli klækkes anden generation af sommerfugle af begge arter. Larverne i denne generation beskadiger de udviklende druer, som ofte rådner.

Mider hører ikke til insekterne, men til edderkoppedyret, hvilket deres fire par lemmer og evnen til at danne spindelvæv på de angrebne planter vidner om. Da de er meget små (deres krop er 0,2–0,4 mm lang), kan de næsten ikke ses med det blotte øje. Deres tilstedeværelse afsløres af små sølvfarvede, gulbrune eller bronzefarvede pletter på oversiden af de angrebne blade. På prydplanter er det oftest humlemideren (Tetranychus telarius), der i folkemunde også kaldes den røde edderkop, der forårsager skader. Ud over prydplanter angriber den snesevis af forskellige markafgrøder, grøntsager og frugttræer og overlever også på forskellige ukrudtsarter. I naturen overvintrer den i form af befrugtede hunner. Under de varme og tørre forhold i boliger og drivhuse formerer den sig uafbrudt hele året rundt.

Sygdommen forårsages af sækvampen Pseudopeziza tracheiphila. Den angriber primært bladene, i sjældne tilfælde også blomsterstandene. På bladene af de hvide sorter dannes der gulgrønne til gule pletter, mens der på bladene af de blå sorter dannes røde pletter, der er forskelligt anbragte og afgrænset af bladnerverne. Pletterne vokser hurtigt og nekrotiserer og tørrer ud fra midten. Mellem den udtørrede midte af pletten og det sunde grønne væv forbliver der en tydelig stribe af levende væv, der hos de hvide sorter er gulgrøn til gul, og hos de blå sorter rød. Denne stribe forekommer ikke på grundstammer og ved hurtig udvikling af sygdomssymptomerne. Stærkt angrebne blade tørrer ud og falder af.

Krølning (akarinosis) af vinbladene forårsages af en lille, for det blotte øje usynlig mide fra familien Halvformerne, nemlig vinmiden (Calepitrimerus vitis). Tilstedeværelsen af skadedyret afsløres af små stikmærker – steder, hvor skadedyret har suget blod – som let kan ses, hvis man betragter bladene i modlys. Endnu mere iøjnefaldende er dog de angrebne buske i bevoksningen, da de i forhold til sunde planter har stærkt forkrøblede skud og markant krøllede blade (deraf betegnelsen for skaden). Hvis angrebet gentager sig flere år i træk, svækkes planterne, de fryser lettere om vinteren og kan endda dø.

Filtdannelse (erinosis) på vinrankens blade forårsages af en lille, for det blotte øje usynlig mide fra familien Eriophyidae – vinrankemiden (Eriophyes vitis), som suger saft på undersiden af bladene. Det irriterede hudvæv reagerer ved at danne kæmpe celler, der ligner små hår. Disse ligner til en vis grad de svampeagtige belægninger, som peronospora danner på undersiden af vinbladene. Mens der ved peronospora forekommer olieagtige og senere brune pletter på oversiden af disse pletter, svulmer de suget steder på oversiden op ved filtagtighed, og der dannes små knopper, der er flere millimeter store.

Botrytis (gråskimmel) er efter peronospora og meldug den tredje mest alvorlige svampesygdom hos vinstokken. Den angriber alle de grønne dele af vinstokken, men forårsager størst skade på de modnende druer, som bliver brune, skrumper ind og ofte dækkes af et tæt, gråt lag af sygdomsfremkalderen – svampen Botrytis cinerea. De enkelte druesorter er forskelligt modtagelige for sygdommen. Blandt de modtagelige sorter hører f.eks. Buvier-druen, Pige-druen, Müller-Thurgau, Neuburger, Silvaner Grøn, Veltliner Rød Tidlig, Portugisisk Blå og St. Laurent. Spredningen af botrytis fremmes af regnfuldt vejr efter vinrankens blomstring og temperaturer mellem 18 og 21 °C, men også af enhver mekanisk beskadigelse af druerne (f.eks. hagl, insekter, fysiologisk revnedannelse i druerne).

Sammen med peronospora er den den økonomisk mest betydningsfulde sygdom hos vinstokken. Den angriber drueklaser, blade og årskud på vinstokken. Den forårsager størst skade ved tidlig angreb på unge druer, hvis overflade bliver hård, brunlig, og hvis skind ofte også revner. På overfladen af de modnende druer dannes der et stråleformigt net af svampetråde fra sygdomsfremkalderen (Uncinula necator). Lignende symptomer kan også observeres på årskuddene.

Sammen med meldug er det den alvorligste svampesygdom hos vinstokken. I modsætning til meldug spredes den i regnvejr. De første infektioner med peronospora kan forekomme allerede før eller under vinrankens blomstring, hvor hele blomsterstandene ofte er dækket af et tæt lag af svampen Plasmopara viticola. På vinrankens blade viser peronospora sig som typiske olieagtige pletter. På bagsiden af bladene kan man på disse pletsteder se et tæt hvidt belæg af sygdomsfremkalderen. De angrebne dele af bladene bliver senere brune og visner.